Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
30. september 1987Nr. 642
Bekendtgørelse af militær straffelov
Herved bekendtgøres lov nr. 216 af 26. april 1973, militær straffelov, med de ændringer, der følger af lov nr. 195 af 3. maj 1978.
Almindelig del
Kapitel 1
Indledende bestemmelse
§ 1. Borgerlig straffelovs almindelige del anvendes på de strafbare forhold, der omhandles i denne lov, for så vidt ikke andet er bestemt.
Kapitel 2
Lovens område
§ 2. Loven finder også anvendelse, når den strafbare handling er begået uden for den danske stat.
§ 3. Loven finder tillige anvendelse på forbrydelser, der begås mod fremmed forsvarsmagt, som samvirker med den danske.
§ 4. De regler, der i loven gælder for krigstid, anvendes, når Danmark er i krig, samt tillige under truende udsigt til krig, når forsvarsministeren har offentliggjort meddelelse herom. Reglerne for krigstid gælder endvidere - inden for de pågældendes myndighedsområde - når militære enheder i overensstemmelse med gældende forholdsordre sættes ind imod fremmede styrker, der med fjendtlig hensigt søger at trænge ind på dansk område, eller når de angribes uden for dansk område.
§ 5. Loven omfatter tjenstgørende militært personel samt hjemsendt militært personel, for så vidt angår de militære pligter, der påhviler det efter hjemsendelsen.
Stk. 2. Loven omfatter endvidere fremmede militærpersoner, der er interneret her i landet, og andre personer, der i henhold til en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst har krav på behandling som disse.
§ 6. I krigstid omfatter loven endvidere:
1) Enhver, der gør tjeneste ved det militære forsvar eller følger en enhed af dette.
2) Krigsfanger samt sanitetspersonel og feltpræster, der tilbageholdes til bistand for disse, for så vidt ikke andet følger af gældende mellemfolkelige overenskomster.
3) Enhver, der gør sig skyldig i en af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 24-25 og 30-36.
§ 7. Personer, der ikke efter reglerne i §§ 5 og 6 er omfattet af loven, straffes kun for medvirken til overtrædelse af denne, såfremt der for overtrædelsen er hjemlet straf af fængsel i 4 år eller derover.
Kapitel 3
Særlige strafbarhedsbetingelser
§ 8. Reglerne i borgerlig straffelovs § 13 anvendes på handlinger, som er nødvendige for at tilvejebringe lydighed eller opretholde orden.
§ 9. Den, der ved at adlyde en foresats tjenstlige befaling begår en strafbar handling, er straffri, medmindre han vidste, at der ved befalingen tilsigtedes en sådan handling, eller dette var umiddelbart indlysende.
§ 10. Uagtsomhed straffes ikke uden særlig hjemmel.
Kapitel 4
Straffene
§ 11. Overtrædelse af denne lov straffes med irettesættelse, bøde, hæfte eller fængsel.
Stk. 2. Irettesættelse anvendes for mindre forseelser i stedet for bøde eller kortere straf af hæfte.
§ 12. Har nogen begået en overtrædelse af denne lov og anden strafbar handling, kan straffen fastsættes særskilt for hver af lovovertrædelserne. Den samlede straf må ikke overstige den, der ved anvendelse af borgerlig straffelovs § 88 ville være pålagt.
Kapitel 5
Betingede afgørelser
§ 13. Betinget dom for overtrædelse af denne lov gives efter reglerne i borgerlig straffelov, dog således at straffe, der ikke overstiger hæfte i 30 dage, normalt kun kan gøres betinget på den i stk. 2 nævnte betingelse.
Stk. 2. Ved frihedsstraf, der fastsættes uden dom i militære straffesager, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder på betingelse af, at den skyldige i en prøvetid, der kan fastsættes til højst et år, ikke begår nyt strafbart forhold, for hvilket frihedsstraf er forskyldt.
Stk. 3. Opfyldes den i stk. 2 nævnte betingelse ikke, og afgøres den nye sag ved dom, træffer retten sin afgørelse efter reglerne i borgerlig straffelovs § 61. Afgøres sagen uden dom, fastsætter den myndighed, der pålægger straffen for den nye lovovertrædelse, en ubetinget fællesstraf for begge lovovertrædelser. Når omstændighederne taler for det, kan den nævnte myndighed i stedet fastsætte ubetinget straf alene for det nye forhold eller fastsætte ny betinget straf for begge forhold i overensstemmelse med reglerne i stk. 2.
Kapitel 6
Andre følger af den strafbare handling
§ 14. Forsvarsministeren bestemmer, i hvilket omfang strafafsoning eller ulovligt fravær skal medføre eftertjeneste eller hjemsendelse med henblik på fornyet indkaldelse. Eftertjenesten kan ikke overstige afsoningstiden og den tid, den pågældende eventuelt har været ulovligt fraværende.
Særlig del
Kapitel 7
Tilsidesættelse af militære pligter
§ 15. Den, der, uden at gerningen er omfattet af en anden bestemmelse i denne lov, forsætligt eller uagtsomt undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten medfører, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, eller har den medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år, i krigstid indtil 3 år.
Forbrydelser mod pligter som efterstående
§ 16. Den, der forsætligt eller uagtsomt undlader at efterkomme en foresats eller vagts tjenstlige befaling, eller som ikke efterkommer befalingen tilstrækkelig hurtigt eller nøjagtigt, straffes for ulydighed med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Under skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 3 år.
Stk. 2. Er der med ulydigheden forbundet vold mod foresat eller vagt, eller har den medført betydelig skade eller fare, er straffen fængsel indtil 6 år.
§ 17. Nægter flere i forening en foresat eller vagt lydighed, eller bruger de magt, vold eller trussel om vold mod foresat eller vagt, eller træffer de aftale om sådan handlemåde, straffes de for mytteri med fængsel indtil 6 år. I krigstid kan straffen stige til fængsel på livstid.
§ 18. (Ophævet).
§ 19. Har foresat, foranstående eller vagt ved ukorrekt og navnlig ved udæskende forhold givet anledning til en af de i §§ 16 og 17 nævnte forbrydelser, kan straffen nedsættes og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde.
§ 20. Den, der viser respektstridig opførsel over for foranstående eller vagt, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
Forbrydelser mod pligter som foranstående
§ 21. Den, der ved forskelsbehandling eller unødig besværliggørelse af tjenesten forfølger en undergiven, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 22. Den, der misbruger sin stilling til at opnå gave, pengelån eller anden fordel af efterstående af samme enhed, eller som på en måde, der er egnet til at bringe ham i afhængighedsforhold til efterstående af samme enhed, modtager sådanne fordele, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.
Ulovligt fravær
§ 23. Den, der forsætligt eller uagtsomt ulovligt fjerner sig eller udebliver fra den militære afdeling, til hvilken han hører eller er indkaldt, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Under skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel i 2 år, i krigstid indtil 10 år.
Stk. 2. Efter foranstående regler straffes tillige den, som forsætligt unddrager sig militærtjeneste ved at påføre sig sygdom eller legemsfejl eller foregive sygdom eller benytte andre midler, der er beregnet på at vildlede myndighederne.
Misbrug af militær stilling udadtil
§ 24. Den, der for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding under udnyttelse af krigsfrygten begår en af de handlinger, der er nævnt i borgerlig straffelovs § 288, stk. 1, nr. 1-3, straffes for røveri.
Stk. 2. Den, der uberettiget tilegner sig ting fra en person, som er dræbt ved krigshandling, straffes for tyveri.
§ 25. Den, der i krig misbruger eller ikke respekterer kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 12 år. På tilsvarende måde straffes den, der bruger krigsredskab eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst eller med almindelige folkeretlige regler.
Stk. 2. Bestemmelserne i borgerlig straffelovs §§ 6-8 skal ikke være til hinder for at straffe efter en strengere bestemmelse i den borgerlige straffelov, såfremt handlingen tillige omfattes af en sådan bestemmelse.
Tilsidesættelse af særlige militære pligter
§ 26. Den, der forsætligt eller uagtsomt begår en vagtforseelse, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.
Stk. 2. Er vagtforseelsen begået i krig, eller har den givet anlednig til, at der begås en forbrydelse eller indtræder betydelig skade, kan straffen stige til fængsel i 3 år.
§ 27. Den, der ved indtagelse af spiritus eller på anden måde beruser sig i tjenesten, eller når tjeneste må påregnes at forestå, således at han møder beruset i tjenesten, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.
Stk. 2. Den, der forstyrrer den offentlige orden, eller som viser sig synlig beruset i uniform, straffes med bøde.
§ 28. Den, der forsætligt eller ved skødesløshed bevirker, at ting, der tilhører det militære forsvar, bortkommer, ødelægges eller beskadiges, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.
§ 29. Under ekstraordinære forhold kan forsvarsministeren forbyde, at personer, der hører til det militære forsvar, deltager i politiske foreninger eller forsamlinger. Overtrædelse af et sådant forbud straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder.
§ 30. Når nogen er vidende om, at krigsforræderi, mytteri eller anden for det militære forsvar farlig forbrydelse tilsigtes begået, og ikke gør, hvad der står i hans magt for at forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse, finder borgerlig straffelovs § 141 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 8
Forbrydelser mod forsvarsmagtens kampdygtighed
§ 31. Den, der røber militær hemmelighed, hvis åbenbaring for fremmed magt kan skade landets forsvar, straffes med fængsel indtil 4 år. Begås handlingen i krigstid eller under truende udsigt til krig, eller har den medført betydelig skade, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
Stk. 2. Den, der uberettiget skaffer sig kendskab til sådanne hemmeligheder, som er omtalt i stk. 1, eller gengiver aktstykker eller beskriver eller afbilder andet, hvoraf sådanne hemmeligheder fremgår, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Sker det i krigstid eller under truende udsigt til krig, kan straffen stige til fængsel i 3 år.
§ 32. Den, der forfalsker ammunition eller andet krigsmateriel på en sådan måde, at virkningen forringes eller personer udsættes for fare, straffes med hæfte eller fængsel indtil 4 år.
Stk. 2. Har gerningsmanden måttet regne med, at forfalskningen ville få virkning under krigsforhold, kan straffen stige til fængsel i 12 år.
§ 33. Den, der i krigstid eller under truende udsigt til krig i den hensigt at gavne fjenden eller skade det danske militære forsvar:
1) søger at opnå, at tropper, materiel eller territorium bringes under fjendens kontrol eller ikke kommer dansk militært forsvar til nytte,
2) forleder til mytteri, overgivelse eller overløben til fjenden eller udbreder oprørske eller fjendtlige opråb i det danske militære forsvar,
3) ødelægger veje eller kommunikationsmidler,
4) giver fjenden underretning om det danske militære forsvars forhold, derunder kendingstegn og signalkoder,
5) vejleder fjenden eller vildleder nogen del af dansk militært forsvar,
6) undlader at udføre en befaling,
7) giver falsk melding,
8) hjælper krigsfanger til flugt eller
9) gør sig skyldig i noget forhold, der må sidestilles med et af de nævnte,
straffes for krigsforræderi med fængsel ikke under 8 år.
§ 34. Den, der hemmeligt eller under falsk påskud tilvejebringer eller søger at tilvejebringe oplysninger på det militære forsvars operationsfelt i den hensigt at meddele dem til fjenden, straffes som spion med fængsel ikke under 8 år.
Stk. 2. En spion af den fjendtlige krigsmagt, som efter at være vendt tilbage til egne styrker senere tages til fange, behandles som krigsfange og drages ikke til ansvar for sit tidligere spioneri.
§ 35. Den, der under kamp, eller når kamp forestår, på pligtstridig måde søger at unddrage sig deltagelse i faren eller søger at fremkalde overgivelse, eller som på pligtstridig måde på tilbagetog efterlader våben, ammunition eller andet materiel, straffes med fængsel indtil 12 år.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som i krigstid ved pligtstridigt forhold bidrager til, at fjendens foretagender fremmes, eller at dansk militært forsvar skades eller udsættes for fare.
Stk. 3. Overtræder en befalingsmand stk. 2 ved unødvendigt at opgive sin post eller overgive sig til fjenden eller ved at handle som nævnt i stk. 1, kan straffen stige til fængsel på livstid.
Stk. 4. Den, der uagtsomt begår de i stk. 2 og 3 omhandlede forbrydelser, straffes med fængsel indtil 4 år.
§ 36. Den, der i krigstid inden for det militære forsvar foretager handlinger, som er egnet til der at fremkalde modløshed, straffes med fængsel indtil 4 år.
§ 37. Den, der i krigstid uden tilladelse sætter sig i forbindelse med nogen, der hører til den fjendtlige krigsmagt eller befinder sig på fjendens område, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år. Er der derved meddelt oplysninger, der kan være af værdi for fjenden, kan straffen stige til fængsel i 3 år.
Kapitel 9
Ikrafttrædelse m.v.
§ 38. Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af forsvarsministeren.
Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden ophæves lov nr. 114 af 7. maj 1937.
§ 39. Kvarterarrest, der ikke er udstået ved lovens ikrafttræden, bortfalder.
Stk. 2. Vagtarrest i indtil 15 dage, der ikke er udstået ved lovens ikrafttræden, omsættes til bøde med 10 kr. for hver dag. Vagtarrest i mere end 15 dage omsættes til hæfte i samme tidsrum.
Forsvarsministeriet, den 30. september 1987
BERNT JOHAN COLLET
/ M. Richter