Skrivar tú trygging verður eisini leitað eftir øðrum endingum av orðinum sum t.d. tryggingar og tryggingarvirksemi.
Skrivar tú ?trygging verður leitað eftir orðum sum t.d. lívstrygging og lívstryggingar.
Skrivar tú ”trygging” verður einans leitað eftir júst hesum sniðnum av orðinum.
17. november 2020Nr. 1623
Anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
I medfør af § 251) i lov nr. 604 af 12. juni 2013 om Politiets Efterretningstjeneste (PET), § 5, stk. 22) i lov nr. 1624 af 26. december 2013 om ændring af forvaltningsloven, lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) (Krav om identifikation m.v. i afgørelsessager og adgang til aktindsigt i PET’s sager om administrative forhold), § 4, stk. 23) i lov nr. 1881 af 29. december 2015 om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) og toldloven (Politiets Efterretningstjenestes adgang til oplysninger om flypassagerer i terrorsager m.v. og SKATs håndtering af oplysninger om flypassagerer i forbindelse med toldkontrol m.v.), § 34) i lov nr. 1727 af 27. december 2016 om ændring af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) (Ændring af PET’s opgaver i forhold til den alvorligste organiserede kriminalitet og PET’s forpligtelse til sletning af oplysninger), § 33, stk. 15) i lov nr. 503 af 23. maj 2018 om ændring af lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger, lov om massemediers informationsdatabaser og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen samt medieansvarslovens anvendelse på offentligt tilgængelige informationsdatabaser m.v.) og § 36, stk. 16) i lov nr. 1706 af 27. december 2018 om indsamling, anvendelse og opbevaring af oplysninger om flypassagerer (PNR-loven) bestemmes, at loven skal gælde for Færøerne i følgende affattelse:
Kapitel 1
Opgaver
§ 1. Politiets Efterretningstjeneste har til opgave at
1) forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v., jf. straffelovens kapitel 12 og 13,
2) udarbejde trusselsvurderinger,
3) bistå det øvrige politi,
4) holde justitsministeren underrettet om forhold af betydning for landets indre sikkerhed, om forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens virksomhed og om vigtige enkeltsager,
5) være national sikkerhedsmyndighed og rådgive og bistå offentlige myndigheder og private i sikkerhedsspørgsmål, herunder at bistå ved personsikkerhedsundersøgelser,
6) beskytte personer, organisationer og myndigheder og
7) udføre øvrige opgaver, som efter gældende ret er henlagt til tjenesten.
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at andre opgaver, der har sammenhæng med de i stk. 1, nr. 1-7, nævnte, henlægges til Politiets Efterretningstjeneste.
§ 2. (Sættes ikke i kraft for Færøerne)
Kapitel 2
Tilvejebringelse af oplysninger
§ 3. Politiets Efterretningstjeneste kan indsamle og indhente oplysninger, der kan have betydning for tjenestens virksomhed.
§ 4. Andre forvaltningsmyndigheder skal efter anmodning fra Politiets Efterretningstjeneste videregive oplysninger til tjenesten, hvis tjenesten vurderer, at oplysningerne må antages at have betydning for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.
Kapitel 3
Undersøgelser
§ 5. Politiets Efterretningstjeneste kan indlede undersøgelser mod fysiske og juridiske personer, hvis undersøgelserne må antages at have betydning for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13 eller er nødvendige til varetagelsen af tjenestens øvrige opgaver.
Kapitel 4
Efterforskning og tvangsindgreb
§ 6. For Politiets Efterretningstjenestes efterforskning og tvangsindgreb m.v. gælder reglerne i retsplejeloven.
Kapitel 5
Intern behandling af oplysninger
§ 6 a. Oplysninger skal behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik.
Stk. 2. Behandling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse formål. Senere behandling af oplysninger, der alene sker i historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed, anses ikke for uforenelig med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet.
Stk. 3. Oplysninger, som behandles, skal være relevant og tilstrækkelig og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.
Stk. 4. Behandling af oplysninger skal tilrettelægges således, at der foretages fornøden ajourføring af oplysningerne. Der skal endvidere foretages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller berigtiges.
Stk. 5. Oplysninger, som behandles, må ikke opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.
Stk. 6. Politiets Efterretningstjeneste kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer.
Stk. 7. Oplysninger, der er omfattet af denne lov, kan overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen.
§ 7. Politiets Efterretningstjeneste kan behandle enhver personoplysning, hvis behandlingen
1) sker med samtykke,
2) må antages at have betydning for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13 eller
3) er nødvendig for varetagelsen af tjenestens øvrige opgaver.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om Politiets Efterretningstjenestes behandling af personoplysninger.
§ 8. Politiets Efterretningstjeneste kan behandle enhver oplysning om juridiske personer, hvis behandlingen
1) sker med samtykke,
2) må antages at have betydning for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13 eller
3) er nødvendig for varetagelsen af tjenestens øvrige opgaver.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om Politiets Efterretningstjenestes behandling af oplysninger om juridiske personer.
§ 9. Politiets Efterretningstjeneste skal, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov, slette oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt som led i undersøgelser eller efterforskning rettet mod sådanne personer, når der ikke i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen er tilvejebragt nye oplysninger inden for de seneste 15 år.
Stk. 2. Sletning af oplysninger efter stk. 1 kan undlades, hvis væsentlige hensyn til varetagelsen af Politiets Efterretningstjenestes opgaver, jf. § 1, gør det nødvendigt.
§ 9 a. Bliver Politiets Efterretningstjeneste i forbindelse med sine aktiviteter opmærksom på, at sager eller dokumenter m.v. ikke længere opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, skal disse slettes, uanset om slettefristen i § 9 eller frister fastsat i medfør af § 7, stk. 2, eller § 8, stk. 2, er udløbet. Politiets Efterretningstjeneste er ikke i øvrigt forpligtet til løbende af egen drift at gennemgå tjenestens sager og dokumenter m.v. med henblik på at vurdere, om betingelserne i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, fortsat er opfyldt.
Stk. 2. Politiets Efterretningstjeneste er uanset bestemmelserne i §§ 6 a-9 ikke forpligtet til at slette oplysninger, der ikke opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, hvis oplysningerne indgår i dokumenter m.v., som i øvrigt opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, jf. dog stk. 3 og § 13, stk. 2.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at Politiets Efterretningstjeneste i nærmere fastsatte tilfælde skal slette oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af lovens bestemmelser.
Kapitel 6
Videregivelse af oplysninger
§ 10. Politiets Efterretningstjeneste kan videregive oplysninger til Forsvarets Efterretningstjeneste, hvis videregivelsen kan have betydning for varetagelsen af tjenesternes opgaver.
Stk. 2. For videregivelse af personoplysninger til andre forvaltningsmyndigheder her i riget, private, udenlandske myndigheder og internationale organisationer finder §§ 6 a og 7 anvendelse. Herudover finder § 8, stk. 2, i lov om behandling af personoplysninger, som sat i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne ved anordning nr. 754 af 19. juni 2017, anvendelse, hvis den i 1. pkt. nævnte videregivelse vedrører personoplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, i lov om behandling af personoplysninger, som sat i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne ved anordning nr. 754 af 19. juni 2017.
Stk. 3. For videregivelse af oplysninger om juridiske personer til andre forvaltningsmyndigheder her i riget, private, udenlandske myndigheder og internationale organisationer finder § 8 anvendelse.
Stk. 4. Videregivelse af oplysninger som nævnt i stk. 2 og 3 kan kun ske, hvis videregivelsen efter en konkret vurdering må anses for forsvarlig.
Kapitel 7
Lovlig politisk virksomhed
§ 11. Lovlig politisk virksomhed, der udøves af en på Færøerne hjemmehørende fysisk person, kan ikke i sig selv begrunde, at Politiets Efterretningstjeneste behandler oplysninger om den pågældende.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 afskærer ikke Politiets Efterretningstjeneste fra at behandle oplysninger om en persons politiske virksomhed med henblik på at afklare, om virksomheden er lovlig.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 afskærer ikke Politiets Efterretningstjeneste fra ved behandlingen af oplysninger om politiske foreninger og organisationer at medtage oplysninger om, hvem der udgør ledelsen.
Kapitel 8
Regler om indsigt m.v.
§ 12. En fysisk eller juridisk person har ikke ret til indsigt i oplysninger, som Politiets Efterretningstjeneste behandler om vedkommende, eller ret til indsigt i, hvorvidt tjenesten behandler oplysninger om vedkommende.
Stk. 2. Hvis særlige forhold taler for det, kan Politiets Efterretningstjeneste give hel eller delvis indsigt i oplysninger som nævnt i stk. 1.
§ 13. En fysisk eller juridisk person kan anmode Tilsynet med Efterretningstjenesterne, jf. kapitel 9 i den danske lov om Politiets Efterretningstjeneste, om at undersøge, hvorvidt tjenesten uberettiget behandler oplysninger om den pågældende. Tilsynet sikrer, at dette ikke er tilfældet, og giver herefter den pågældende meddelelse herom.
Stk. 2. Konstateres det i forbindelse med en undersøgelse efter stk. 1, at Politiets Efterretningstjeneste behandler oplysninger, som ikke længere opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, skal disse oplysninger slettes uanset § 9 a, stk. 2.
Stk. 3. Hvis særlige forhold taler herfor, kan Tilsynet med Efterretningstjenesterne pålægge tjenesten at give hel eller delvis indsigt i oplysninger som nævnt i § 12, stk. 1.
Stk. 4. En person, der har fået meddelelse efter stk. 1, har ikke krav på en ny meddelelse før 6 måneder efter sidste meddelelse.
§ 14. Politiets Efterretningstjenestes virksomhed er undtaget fra lov om offentlighed i forvaltningen, som sat i kraft for sager om færøske anliggender ved anordning nr. 755 af 19. juni 2017. Dog gælder § 13 i lov om offentlighed i forvaltningen, som sat i kraft for sager om færøske anliggender ved anordning nr. 755 af 19. juni 2017. Herudover finder lov om offentlighed i forvaltningen, som sat i kraft for sager om færøske anliggender ved anordning nr. 755 af 19. juni 2017, med undtagelse af § 8 anvendelse for Politiets Efterretningstjenestes sager om administrative forhold. Politiets Efterretningstjenestes virksomhed er endvidere undtaget fra kapitel 4-6 i forvaltningsloven, som sat i kraft for Færøerne ved anordning nr. 1144 af 22. december 1993 og senere ændret ved anordning nr. 119 af 2. marts 1999, og fra lov om behandling af personoplysninger, som sat i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne ved anordning nr. 754 af 19. juni 2017, jf. § 2, stk. 11, i lov om behandling af personoplysninger, som sat i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne ved anordning nr. 754 af 19. juni 2017.
Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger, som sat i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne ved anordning nr. 754 af 19. juni 2017, og kapitel 4-6 i forvaltningsloven, som sat i kraft for Færøerne ved anordning nr. 1144 af 22. december 1993 og senere ændret ved anordning nr. 119 af 2. marts 1999, helt eller delvis finder anvendelse for behandling af personoplysninger for Politiets Efterretningstjeneste vedrørende tjenestens egne personalesager og sikkerhedsgodkendelsessager.
§ 15. Bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger gælder ikke for oplysninger om vederlag, der ydes af midler undergivet den særlige revisionsprocedure for Politiets Efterretningstjeneste.
Kapitel 9
Tilsynet med Efterretningstjenesterne
§ 16-17. (Sættes ikke i kraft for Færøerne)
§ 18. Tilsynet med Efterretningstjenesterne, jf. kapitel 9 i den danske lov om Politiets Efterretningstjeneste, påser efter klage eller af egen drift, at Politiets Efterretningstjeneste overholder reglerne i §§ 3, 4 og 6 a-11 og regler udstedt i medfør heraf. Tilsynet varetager endvidere de opgaver, der er nævnt i § 13.
§ 19. Tilsynet kan som led i sin virksomhed efter § 18 afgive udtalelse over for Politiets Efterretningstjeneste.
Stk. 2. Tilsynet underretter justitsministeren om forhold, som ministeren efter tilsynets opfattelse bør have kendskab til.
Stk. 3. Hvis Politiets Efterretningstjeneste undtagelsesvis beslutter ikke at følge en henstilling i en udtalelse fra tilsynet, jf. stk. 1, skal tjenesten underrette tilsynet herom og uden unødigt ophold forelægge sagen for justitsministeren til afgørelse.
§ 20. Tilsynet kan hos Politiets Efterretningstjeneste kræve enhver oplysning og alt materiale, der er af betydning for dets virksomhed.
Stk. 2. Tilsynets medlemmer og sekretariat har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til alle lokaler, hvorfra en behandling, som foretages for Politiets Efterretningstjeneste, administreres, hvorfra der er adgang til de oplysninger, som behandles, eller hvor tekniske hjælpemidler opbevares eller anvendes.
Stk. 3. Tilsynet kan afkræve Politiets Efterretningstjeneste skriftlige udtalelser om faktiske og retlige forhold.
Stk. 4. Tilsynet kan anmode om, at en repræsentant for Politiets Efterretningstjeneste er til stede med henblik på at redegøre for de behandlede sager.
§ 21. Tilsynets virksomhed er undtaget fra lov om offentlighed i forvaltningen, som sat i kraft for sager om færøske anliggender ved anordning nr. 755 af 19. juni 2017. Dog gælder § 13 i lov om offentlighed i forvaltningen, som sat i kraft for sager om færøske anliggender ved anordning nr. 755 af 19. juni 2017, for tilsynet.
Stk. 2. Tilsynets virksomhed er undtaget fra kapitel 4-6 i forvaltningsloven, som sat i kraft for Færøerne ved anordning nr. 1144 af 22. december 1993 og senere ændret ved anordning nr. 119 af 2. marts 1999, og lov om behandling af personoplysninger, som sat i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne ved anordning nr. 754 af 19. juni 2017.
§ 22. (Sættes ikke i kraft for Færøerne)
Kapitel 10
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 23. Anordningen træder i kraft den 1. januar 2021.
Stk. 2. (Sættes ikke i kraft for Færøerne)
Stk. 3. Begæringer om aktindsigt, som er indgivet før anordningens ikrafttræden, afgøres efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4. (Sættes ikke i kraft for Færøerne)
§ 24. (Sættes ikke i kraft for Færøerne)
§ 25. De forskrifter, der er udstedt efter loven, gælder ikke for Færøerne.
Givet på Amalienborg, den 17. november 2020
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Nick Hækkerup
1) Bestemmelsen har følgende ordlyd: »Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.«
2) Bestemmelsen har følgende ordlyd: »§§ 2 og 3 gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.«
3) Bestemmelsen har følgende ordlyd: »§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.«
4) Bestemmelsen har følgende ordlyd: »Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.«
5) Bestemmelsen har følgende ordlyd: »Lovens §§ 4-25 og 29 gælder ikke for Færøerne, men lovens § 4, 8, 17 og 18, § 20, nr. 1-3, og §§ 22 og 24 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.«
6) Bestemmelsen har følgende ordlyd: » Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger, jf. dog stk. 2.«