LB. NR. 239 AF 29.08.1927 AF LOV NR. 88 AF 21.04.1914 OM KOMMUNAL LÆGEHJÆLP.
Lovbekendtgørelse nr. 239 af 29.08.1927
I Medfør af den mig ved Lov af 30. Maj 1927 om Ændringer i Lov nr. 88 af 21. April 1914 om kommunal Lægehjælp tillagte Bemyndigelse har jeg ladet sidstnævnte Lov, ændret saaledes som Loven af 30. Maj 1927 medfører det, optrykke og bekendtgør den herved som:
Lov om kommunal Lægehjælp.
§ 1. Det paahviler Kommunerne at sørge for den Lægehjælp, som tilkommer Personer, hvem det offentlige ifølge Lovgivningen om det offentlige Fattigvæsen og om Alderdomsunderstøttelse til værdige trængende udenfor Fattigvæsenet er forpligtet til at yde Hjælp i Sygdomstilfælde.
Bestemmelser om Tilskud af Statskassen til de med den kommunale Lægehjælp forbundne Udgifter for Kommunerne berøres ikke af denne Lov.
§ 2. Der oprettes ved Indenrigsministerens Foranstaltning et Raad, for hvilket Uoverensstemmelser mellem Læger og Kommuner angaaende Ordningen af den kommunale Lægehjælp samt Spørgsmaal vedrørende Befordring af Læger i de Tilfælde, i hvilke det ifølge Lovgivningen paahviler Kommunerne at sørge for saadan Befordring, kan indbringes til Bilæggelse eller Afgørelse efter nedenstaaende Regler.
Raadet bestaar af seks Medlemmer. De tre skal være praktiserende Læger og vælges af den almindelige danske Lægeforening. De andre tre vælges for Sager vedrørende København eller Frederiksberg af den paagældende Kommunalbestyrelse, for Sager vedrørende Købstadkommuner af Den danske Købstadforening og for Sager vedrørende Landkommuner af De samvirkende Sogneraadsforeninger i Danmark. For Sager angaaende Lægebefordring tiltrædes Raadet af yderligere to Medlemmer, nemlig en Læge med Landsygekassepraksis valgt af den almindelige danske Lægeforening samt et Medlem valgt af De samvirkende Sygekasse-Centralforeninger. Samtidig med Valget af Medlemmer vælger de nævnte Institutioner et tilsvarende Antal Suppleanter. Raadets Medlemmer og Suppleanterne vælges for 4 Aar ad Gangen. Hvis de ommeldte Foreninger ophører at bestaa, eller der opstaar andre Centralorganisationer ved Siden af dem, saaledes at de ikke længere kan anses for Hovedorganisationerne, afgør Indenrigsministeren, af hvilke Organisationer Valget skal foretages.
Raadet vælger selv for eet Aar ad Gangen sin Formand skiftevis blandt Lægeforeningens og vedkommende kommunale Repræsentanter.
Indenrigsministeren vælger derhos ligeledes for 4 Aar en Opmand blandt de juridiske Medlemmer af Landets kollegiale Domstole.
Det til Dagpenge og Rejseudgifter til Raadets Medlemmer, Kontorudgifter med videre fornødne Beløb bevilges paa Finansloven.
§ 3. Enhver Kommune og enhver Læge kan, hvad enten der mellem dem bestaar Overenskomst eller ikke, indbringe Uoverensstemmelser, der maatte opstaa mellem dem angaaende den i § 1 nævnte Lægehjælp, for Raadet som mæglende Institution.
Til hver i Raadet behandlet Uoverensstemmelse tager Raadet Standpunkt og meddeler Parterne den Afgørelse af Sagen, som det derefter foreslaar dem at indgaa paa. Indberetning om den foreslaaede Afgørelse tilstilles Indenrigsministeren, der foranlediger den offentliggjort.
For saa vidt muligt at forebygge Strid er Raadet berettiget til, selv om ingen Strid foreligger i Øjeblikket, at henvende sig med Forslag til Kommuner eller Lægeorganisationer, ligesom saadanne kan henvende sig til Raadet om Oplysning og Vejledning.
Hvis Sager, der indbringes for Raadet, ikke kan afgøres uden Afstemning, og ved denne Stemmerne staar lige, tiltrædes Raadet af Opmanden.
Raadet holder hvert Aar efter Indenrigsministerens Bestemmelse et eller flere Møder; i øvrigt udfærdiger Indenrigsministeren efter Raadets Indstilling en Instruks for dets Virksomhed.
§ 4. Såfremt det, efter at Raadet har foretaget en i Henhold til § 3 begæret Mægling, skulde vise sig ugørligt for Kommunen at faa den kommunale Lægepraksis besørget paa de af Raadet foreslaaede Vilkaar, tager Indenrigsministeren, efter at have indhentet Sundhedsstyrelsens Erklæring, Bestemmelse om midlertidig Varetagelse ved Statsforanstaltning af den kommunale Lægepraksis i den paagældende Kommune, ved Ansættelse af Læge eller paa anden Maade; i saadanne Tilfælde kan Indenrigsministeren paalægge en Embedslæge at udføre denne Praksis mod at faa det af Raadet fastsatte Vederlag samt eventuelt Dagpenge og Befordringsgodtgørelse.
Til Statskassens Udgift herved bidrager Kommunen et saa stort Beløb, som vilde have paahvilet den, hvis Raadets Forslag var blevet vedtaget.
Hvis Kommunen ikke ønsker at træffe en Ordning i Overensstemmelse med Raadets Forslag, gør den Indstilling om en anden Ordning til Indenrigsministeren, som tager Bestemmelse herom efter Samraad med Sundhedsministeren.
§ 5. Uoverensstemmelser vedrørende de i § 2 nævnte Befordringsspørgsmaal kan ligeledes af enhver Læge eller Kommune, Sagen angaar, indbringes for Raadet som mæglende Institution og behandles da efter de i § 3 fastsatte Regler.
Mener Parterne eller en af disse ikke at kunne indgaa paa den af Raadet foreslaaede Ordning, fastsætter Indenrigsministeren efter Indstilling fra Raadet, paa hvilken Maade Kommunen vil have at opfylde den samme efter Lovgivningen paahvilende Pligt til at yde Befordring.
§ 6. Dersom der mellem en Kommune og en Læge, der har indgaaet skriftlig Overenskomst angaaende Udførelse af den i § 1 nævnte Lægehjælp eller de i § 2 nævnte Befordringsspørgsmaal, opstaar Uoverensstemmelse med Hensyn til Forstaaelse af Overenskomstens Regler, kan hver af Parterne indbringe saadan Tvist for Raadet til Voldgiftsafgørelse med bindende Retsvirkning for begge Parter, hvis Overenskomsten indeholder Vedtagelse i saa Henseende og ikke er tilvejebragt af Raadet ifølge § 3 ved en Afstemning, hvori Opmand har deltaget.
I øvrigt kan, naar begge Parter enes derom, enhver Strid mellem dem indbringes for Raadet til bindende Voldgiftsafgørelse, ogsaa saadanne, som ellers hver af Parterne kunde indbringe for de almindelige Domstole.
Indenrigsministeren fastsætter efter Forhandling med Sundhedsministeren nærmere Regler om Behandlingen af de i nærværende Paragraf omhandlede Sager og Fuldbyrdelsen af de i disse afsagte Kendelser og domme i nøje Overensstemmelse med Grundsætningerne i Lov om Oprettelse af en fast Voldgiftsret af 12. April 1910.
§ 7. Denne Lov træder i dens ovenstaaende Skikkelse i Kraft fra den 1. April 1927 at regne.
Regeringen bemyndiges til for Færøernes Vedkommende at fastsætte de Lempelser i Lovens Bestemmelser, som ifølge Øernes særlige Forhold maatte findes formaalstjenlige.