BEKENDTGØRELSE NR. 431 FRÁ 19. JUNI 1989 OM FÆRØSKE SKIBES FORSYNING MED LÆGEMIDLER M.V.

Bekendtgørelse nr. 431 af 19.06.1989
Nr. 431 19. juni 1989

    I medfør af § 2, stk. 5, og § 28 i lov om skibes sikkerhed m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 584 af 29. september 1988, og efter bemyndigelse i bekendtgørelse nr. 570 af 26. september 1988 fastsættes i samråd med Færøernes landsstyre:

   § 1. Ethvert færøsk skib, jf. dog § 13, skal være forsynet med en til opbevaring af de foreskrevne lægemidler, tekniske desinfektionsmidler, forbindsstoffer, sygeplejeartikler og instrumenter (i det følgende angivet som lægemidler m.v.) særlig indrettet kiste eller et til formålet passende skab. Kisten eller skabet betegnes i det følgende: medicinkisten.
    Stk. 2. Ved "euforiserende stoffer" forstås de lægemidler, der er omfattet af de til enhver tid gældende regler herom, for tiden Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 559 af 9. november 1984 om euforiserende stoffer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 53 af 13. februar 1986.
    Stk. 3. Ved "fiskeri/sejlads ved Færøerne" forstås al fart på det færøske fiskeriterritorium. "Europæisk fart" omfatter tillige al fart på Middelhavet, Sortehavet og Asovske Hav samt på Marokko, Azorerne og Kanariske øer.

   § 2. Medicinkisten deles i 4 klasser: A, B, C og D og hertil føjes efter antallet af ombordværende et tal: 1/2, l eller 2. Afgørende for, hvilken medicinkiste der skal findes om bord i det enkelte skib, er antallet af ombordværende personer, sammenholdt med det skibet af Søfartsstyrelsen tildelte fartsområde, som nærmere angivet i nedenstående skema:
    Stk. 2. Færøske skibe, der driver fiskeri ved Grønlands kyster efter stationering der, kan, alt efter de ombordværende personers antal, være forsynet med medicinkiste A 1/2, A 1 eller A 2. Dog skal de før overfarten have medicinkisten suppleret med antibiotica (penicillin-, erythromycin-, og tetracyclintabletter).
    Stk. 3. De i stk. 2 anførte regler gælder også for færøske skibe, der normalt driver fiskeri ved Færøerne, men som lejlighedsvis foretager fisketure til Island.
    Stk. 4. Ikke-fiskeskibe, der går i fast rutefart ved Færøerne, skal være forsynet med medicinkiste A 1.
    Stk. 5. For skibe, der i henhold til stk. 1, skal være forsynet med medicinkiste B 1, C 1 eller D 1, kan der, for så vidt antallet af ombordværende personer ikke overstiger 15, foretages reduktion med halvdelen af den for medicinkiste B 1, C 1 og D 1 foreskrevne mængde af lægemidler m.v., idet dog halveringen ikke gælder de foreskrevne mængder af adrenalininjektionsvæske, antibiotica (kemoterapeutica) og malariaforebyggende midler. Forbindsstoffer, sygeplejeartikler og instrumenter skal medføres i det foreskrevne omfang. Hvor egentlig halvering ikke er mulig under hensyn til de sædvanlige pakningsstørrelser, bør det udleverende apotek drage omsorg for, at der medgives den mængde nærmest over den specielt foreskrevne, som er forenelig med præparatets pakningsstørrelse i øvrigt.
    Stk. 6. I Fiskeskibe, der i henhold til stk. 1, skal være forsynet med medicinkiste B og C, men som ikki anløber Middelhavet, Sortehavet og Asovske Hav, kræves ikke, at medicinkisten skal indeholde tropemedicin, jf. fodnoterne i fortegnelsen.

   § 3. Redningsbåde, redningsflåder og gummiredningsflåder hørende til færøske skibe skal være forsynet med en medicinkiste eller forbindskasse, der benævnes medicinkiste E.
    Stk. 2. For så vidt skibets fartsområde går ud over "Fiskeri/sejlads ved Færøerne", skal der ved hver medicinkiste E forefindes en supplementskasse med smertestillende lægemidler.
    Stk. 3. Supplementskasserne må ikke opbevares i redningsbåde eller -flåder. De skal opbevares vel aflåst og sikret, om muligt i forbindelse med skibets medicinkiste. Nøglen skal opbevares af skibsføreren personligt eller den, han har bemyndiget hertil.
    Stk. 4. Supplementskasserne må alene udleveres af skibsføreren personlig eller den, han har bemyndiget hertil, og udlevering må kun finde sted i situationer, hvor anvendelse af redningsbåde og/eller -flåder er påkrævet. Den, hvem udleveringen påhviler, skal i sådanne tilfælde påse, at enhver redningsbåd og/eller -flåde, der tages i brug, forsynes med en supplermentskasse, som nævnt i stk. 2.

   § 4. I stenfiskefartøjer, udbygningsmateriel og lignende, der kun anvendes ved Færøerne, skal medicinkiste A 1/2 suppleres med 3 stk. ampuller med morfininjektionsvæske, 3 engangssprøjter med påsat kanyle samt et lægetermometer.

   § 5. Om det til enhver tid foreskrevne indhold af medicinkisterne herunder supplementskasserne, jf. § 3, stk. 2, gives meddelelse i "Dimmalætting", i "Statstidende", i "Meddelelser fra Søfartsstyrelsen", og i "Farmaceuten", jf. An. nr. 957 af 15. december 1986 om at visse forskrifter indenfor Industriministeriets område ikke indføres i Lovtidende. Disse oversigter over medicinkisternes foreskrevne indhold er i denne bekendtgørelse betegnet som: fortegnelserne.

   § 6. De i fortegnelserne foreskrevne mængder af de enkelte lægemidler m.v. er minimumsmængder. Skibets fører afgør i det enkelte tilfælde, om der ønskes medtaget en større mængde end angivet af et eller flere af lægemidlerne m.v. jf. dog stk. 2. Dette gælder også, såfremt mængden af lægemidlet i den pågældende medicinkiste er angivet med nul.
    Stk. 2. I skibe, hvor der ikke skal være ansat læge, må medicinkisten ikke indeholde euforiserende stoffer i større mængder end den foreskrevne.
    Stk. 3. I skibe, hvor der skal være ansat læge, skal der foruden de for det pågældende skib foreskrevne lægemidler m.v. forefindes medicin og instrumenter i det omfang, det må anses for påkrævet.

   § 7. De foreskrevne pakningsstørrelser skal så vidt muligt anvendes. Såfremt der i medfør af bestemmelsen i § 6, stk. 1, rekvireres større mængder end de foreskrevne, bør de sædvanlige pakningsstørrelser anvendes.
    Stk. 2. Lægemidlerne skal være godt emballeret og forsynet med trykt eller maskinskrevet påskrift, der angiver lægemidlets benævnelse, eventuelt tillige en kort brugsanvisning, der skal være i overensstemmelse med den kortfattede "Vejledning vedrørende lægemidlernes anvendelse og dosering", der skal forefindes som særligt bilag til den i § 12 foreskrevne lægebog, foruden angivelse af, om lægemidlerne kræver særlige opbevaringsforhold, samt så vidt muligt holdbarhedsgrænse. Lægemidlerne skal være forsynet med dato og årstal for udlevering fra apotek.
    Stk. 3. Euforiserende stoffer er i fortegnelsen mærket med et "OBS". Disse lægemidler skal ved levering være pakket særskilt i medicinkisten, og om bord opbevares i skibsførerens varetægt, jf. § 3, stk. 3.
    Stk. 4. Metalinstrumenter skal være af korrosionsfrit materiale (rustfrit).

   § 8. Lægemidlerne m.v. skal opbevares i glas eller anden hensigtsmæssig, holdbar emballage. Der skal være en iøjnefaldende adskillelse mellem lægemidler og tekniske desinfektionsmidler.
    Stk. 2. Medicinkisten skal anbringes på et mod fugt, kulde og stærk varme vel beskyttet sted i skibet. Lægemidlerne må kun være tilgængelige for lægen, skibsføreren og dennes stedfortræder.
    Stk. 3. Medicinkister E skal opbevares vandtæt i plomberet emballage, der skal være mærket på iøjnefaldende måde med påskriften "medicinkiste E", samt datoen for sidste eftersyn på dansk eller færøsk apotek.

   § 9. De forskrevne lægemidler m.v. rekvireres skriftligt fra et apotek af lægen, rederen eller skibsføreren, jf. dog stk. 2. Det rekvirerede må alene anvendes ved behandling af, henholdsvis udleveres til, ombordværende personer, for hvis pleje eller sundhedstilstand skibsføreren er ansvarlig ifølge søfartslovgivningen.
    Stk. 2. Rekvisition af lægemidler m.v. til gummiredningsflåder kan dog også foretages af personer eller firmaer, som Færøernes Landsstyre særligt har bemyndiget hertil; rekvisitionen skal oplyse rekvirentens navn og adresse samt flådens fabrikat og nummer. De således meddelte bemyndigelser vil blive kundgjort i overensstemmelse med reglerne i § 5.
    Stk. 3. Over det leverede udfærdiger apoteket en fortegnelse i 3 eksemplarer, hvoraf 2 eksemplarer medfølger varerne ved leveringen, medens det 3. eksemplar opbevares på apoteket i mindst 2 år.
    Stk. 4. Lægemidlerne m.v. skal ved enhver rejses påbegyndelse være til stede i mindst de i § 6 foreskrevne mængder. Finder under rejsen væsentligt forbrug sted af noget lægemiddel, skal det forbrugte erstattes med nyt, så snart lejlighed dertil gives. Komplettering af medicinkisten bør kun i undtagelsestilfælde finde sted ved rekvisition hos udenlandsk apotek; finder komplettering sted i udenlandsk havn, skal det ved tilførsel til skibsdagbogen henholdsvis tilsynsbogen angives, hvilke opbrugte bestanddele af medicinkistens beholdning der er erstattet af nye.
    Stk. 5. Skibsføreren skal i skibsdagbogen redegøre for ethvert indkøb og forbrug af euforiserende stoffer.

   § 10. Fra medicinkisten må lægemidler m.v. alene udleveres af skibsføreren eller den, han dertil har bemyndiget. Udleveres lægemidler, der ikke indtages i vedkommende skibsofficers påsyn, bør lægemidlet udleveres i passende emballage, mærket med lægemidlets navn samt doseringsangivelse.
    Stk. 2. I øvrigt må ved udleveringen iagttages såvel almindelig af omstændighederne påkrævet forsigtighed som de særlige direktiver, der i den for skibet godkendte lægebog, eller den i § 12 omtalte vejledning eller på lægemidlets etiket er givet for lægemidler af den pågældende art.

   § 11. Medicinkister af typerne A 1, A 2, B, C og D skal ved skibsførerens foranstaltning underkastes eftersyn mindst én gang årligt. Eftersynet har til formål dels at komplettere medicinkistens indhold, hvor dette ikke er sket som i § 9, stk. 4, forudsat, dels at sikre, at lægemidler, der ikke skønnes at være i overensstemmelse med de fastsatte kvalitetskrav, udskiftes med nye.
    Stk. 2. Eftersynet foretages under skibets anløb af dansk eller færøsk havn af et apotek. Om det foretagne eftersyn udstedes en dateret attest, der har gyldighed i et år.
    Stk. 3. For så vidt mulighed for eftersyn som i stk. 2 omhandlet ikke kan forventes at foreligge inden udløbet af det senest foretagne eftersyns gyldighed, skal skibsføreren foretage eftersynet. Den herved fornødne komplettering af medicinkistens indhold bør fortrinsvis iværksættes ved indsendelse til dansk eller færøsk apotek af en specificeret rekvisitionsliste. Sker rekvisition fra ikke-dansk eller ikke-færøsk apotek, skal skibsføreren ved de rekvirerede lægemidlers modtagelse kontrollere, at kompletteringen er i orden, navnlig ved at tydeliggøre etikettering og anden mærkning af det enkelte lægemiddel, hvor det skønnes påkrævet. Om eftersynet og den iværksatte komplettering gøres der notat i tilsynsbogen. Såfremt attesten ikke er udstedt af dansk eller færøsk apotek, skal medicinkisten ved første anløb af dansk eller færøsk havn underkastes eftersyn ved apotek.
    Stk. 4. Medicinkiste A 1/2, medicinkiste E, samt den i § 3, stk. 2, nævnte supplementskasse skal underkastes eftersyn mindst 1 gang hvert 2. år efter de i stykkerne 2-3 angivne retningslinier.
    Stk. 5. De udstedte attester samt de i § 9, stk. 3, omtalte fortegnelser over leverede lægemidler opbevares om bord. Attesterne skal ved syn af skibet forelægges Søfartsstyrelsen, der påser, at de anordnede eftersyn har fundet sted.

   § 12. I skibe, der skal have medicinkiste, skal der forefindes et eksemplar af en af Færøernes landsstyre autoriseret lægebog for søfarende med tilhørende særskilt "Vejledning vedrørende lægemidlernes anvendelse og dosering", samt et eksemplar af denne bekendtgørelse tillige med den i § 5 omtalte fortegnelse over medicinkisters indhold. Endvidere skal skibe, der anløber udenlandske havne, medføre den seneste udgave af verdenssundheds-organisationens publikation "Personal Booklet", samt blanketter til brug ved journalføring ved forberedelse af lægekonsultation over Radio Medical.
    Stk. 2. I skibe, der skal have medicinkiste A 1/2, A 1 eller A 2, kan lægebogen erstattes med et eksemplar af en af Færøernes landsstyre autoriseret vejledning i sundhedslære og førstehjælp ved ulykkestilfælde.
    Stk. 3. I medicinkiste E skal findes en kort vejledning i førstehjælp.
    Stk. 4. I skibe, der medfører farligt gods, skal forefindes den af IMO, WHO og ILO udgivne "Medical First Aid Guide for Use in Accidents Involving Dangerous Goods" med færøsk eller dansk vejledning i dennes brug.

   § 13. Bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse finder ikke anvendelse på fartøjer, der ikke anvendes erhvervsmæssigt til fiskeri eller anden sejlads.

   § 14. Søfartsstyrelsen kan i samråd med Færøernes landsstyre gøre undtagelse fra de i denne bekendtgørelse givne forskrifter.

   § 15. Overtrædelse af bekendtgørelsens bestemmelser straffes med bøde eller hæfte.

   § 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1989. Handelsministeriets bekendtgørelse nr. 390 af 2. december 1968 om færøske skibes forsyning med lægemidler m.v. ophæves.
    Stk. 2. Medicinkister med tilhørende lægebog, der er i brug om bord i færøske skibe ved denne bekendtgørelses ikrafttræden, kan anvendes i overensstemmelse med de hidtil gældende regler indtil udløbet af den for den enkelte kiste gældende gyldighedsfrist, dog længst til 1. august 1990.

 

 

 

Evnisskipað valmynd Stavraðað valmynd Tíðarskipað valmynd